Vækst med legetøj hos Barnets Verden

Screenshot af BarnetsVerden.dk
Screenshot af BarnetsVerden.dk

1. juni 2015 blev webshoppen Barnetsverden.dk lanceret og vi var klar til at ekspedere de første kunder. Forud for lanceringen havde vi i fire måneder knoklet på at få aftaler i hus med leverandører, designet hjemmesiden, fundet lagerlokaler og få varer hjem. Jeg husker tydeligt, da den første ordre tikkede ind, og jeg kunne gå i gang med at pakke den fine Wheely Bug ind. Nu begyndte så det hårde arbejde med at få folk ind på hjemmesiden og brande vores nye forretning.

Kort fortalt er Barnets Verden en online shop med kvalitetslegetøj til børn i alderen 0-6 år. Vi udvælger nøje vores legetøj ud fra kvaliteten, og om det er miljøvenligt og giftfrit. Vi ønsker kun at tilbyde vores kunder sundt legetøj, som de små også kan putte i munden, uden at forældrene skal bekymre sig om giftige kemikalier. Vi har et stort udvalg af trælegetøj både i form af rangler og uroer til de mindste og legemad i træ og løbecykler til de ældre børn.

Vi begyndte hurtigt at planlægge, hvor og hvordan vi ville markedsføre os, samt hvordan vi ville skille os ud fra konkurrenterne. Hele idéen bag Barnets Verden var at skabe en forretning med fokus på at vejlede kunden til at vælge det rette legetøj i forhold til barnets udviklingsniveau frem for, at kunden eksempelvis kun vælger legetøjet ud fra alder eller køn.

Under alle produkter har vi derfor lavet en unik produkttekst, som indeholder et punkt kaldet ”udviklingsområder”. Under dette punkt skriver vi, hvordan produktet stimulerer og udvikler barnet. På den måde kan kunden hurtigt vurdere, om barnet har brug for netop dette legetøj i forhold til barnets udvikling.

Udover pædagogisk rådgivning har vi også valgt at tilbyde kunderne gratis gaveindpakning, så de kan vælge at modtage en fint indpakket gave, som er klar til at blive givet videre. Vores overbevisning er, at det skal være nemt for kunden at handle hos os, hvilket også ligger til grund for vores 90 dages returret. Med 90 dages returret har kunden god tid til at returnere, hvis de fortryder deres køb.

Derudover gør vi en række forskellige tiltag for at give vores kunder en oplevelse, som de sent vil glemme.

Vækstplanen for Barnets Verden

Barnets Verden skal først etableres på det danske marked og når vi når en kritisk masse af kunder, vil vi planlægge en ekspansion mod de nordiske lande. Vi har allerede nu fået efterspørgsler fra både Grønland, Island, Norge og Sverige. Vi ser derfor store vækstmuligheder i de nordiske lande og glæder os til at kunne levere til udlandet.

Hvis vi skal opbygge en skalerbar forretningsmodel, så er det vigtigt at foretage en række handlinger. Altså opstille nogle antagelser, afprøve dem i markedet og prioritere dem, som giver den største værdi for forretningen. Vi reducerer hermed risikoen af de penge, som vi poster i forretningen og dermed kommer vi hurtigere frem til den præcise model, som kan skaleres.

Derfor afprøver vi pt. en række markedsføringsinitiativer for at få klarlagt hvordan markedsføringsstrategien skal være fremadrettet. Det er meget interessant at se hvordan marketingskanaler såsom facebook og Instagram kan brande virksomheden og sprede budskabet til andre lande. Så snart en stor profil på Instagram nævner Barnets Verden er det tydeligt at se, hvordan der sker en stor stigning af trafik til hjemmesiden både fra Danmark men også fra de nordiske lande.

Det er tankegangen bag Barnets Verden, at vi vil opbygge en sund, solid og skalerbar forretning, som på sigt kan sende varer til hele verden og vi er godt på vej.

Vi er på de første 5 mdr. nået rigtig langt og det er gået meget hurtigere end forventet. Det betyder at vi nu er vokset ud af vores lager i Åbyhøj og søger nye lokaler. Derudover skal vi hurtigst muligt have fundet en medhjælper til lageret, da vi stort set bruger al vores tid på at pakke ordrer og få dem sendt af sted, så vi leverer indenfor 1-2 hverdage. Vi har valgt at indføre leveringsgaranti, så leverer vi ikke til tiden får kunden sin ordre gratis.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *