For godt 1 år siden fik jeg idéen til at starte en webshop der tilbyder alle produkter til festlige anledninger. Det fandtes ikke i Danmark på daværende tidspunkt – og det gør det stadigvæk ikke. Det forstår jeg simpelthen ikke. Der er webshops som sælger hhv. udklædning, festartikler, barudstyr og lign., men ingen der samler det hele, så du kun behøver at handle ét sted og hente én pakke på posthuset når du skal holde fest.
Derfor satte jeg mig for at dække dette behov. Butikken skulle hedde www.festli.dk, og her skulle jeg sælge lige netop udklædning, festartikler og barudstyr som de tre primære produktkategorier, foruden flere små produktgrupper. I processen med at undersøge markedet og definere konkurrenceniveauet bevægede jeg mig også lidt uden for Danmarks grænser i min research.
Det viste sig at der er en webshop i Sverige som startede tilbage i 2009, som har præcist dette koncept som jeg havde fået idéen til. Navnet er PartyKungerne.se – altså festkongerne. De vokser massivt, og planlægger også at gå ind i Norge og Danmark inden for kort tid. Dette kunne godt få mig til at opgive kampen, men tværtimod har det fået mig til at arbejde endnu hårdere. For nu ved jeg at jeg er presset til at få stablet min forretning på benene i en ekstrem fart, hvis jeg skal nå at vokse til en nogenlunde størrelse i Danmark inden de kommer hertil.
Kan jeg slå dem?
Med en årlig omsætning der de seneste tre år er vokset fra 12 millioner SEK til 60-70 millioner SEK må den svenske konkurrent siges at være en seriøs spiller på markedet. Og det bliver de også i Danmark. Men de er ikke uovervindelige. De har en masse fordele fordi de er startet 6 år før mig, men for mig handler det nu om at fokusere på de positive ting.
Dengang de startede byggede de deres egen e-handelsplatform, fordi der ikke var de samme muligheder som der er i dag. Nu kan jeg nemt starte med en Magento-webshop og være i gang på ingen tid. Og den platform de fik kodet i sin tid var ikke optimeret til tablets og mobiltelefoner. Det er alle webshops du starter i dag næsten helt automatisk. Så alt dette bøvl med at mobiloptimere webshoppen slipper jeg altså for.
Godt nok er jeg ny i fest-branchen, men jeg har en del erfaringer fra tidligere webshops, og disse skal jeg selvfølgelig tage med mig i dette projekt også. Godt nok starter jeg 6 år senere end min svenske konkurrent, men jeg starter også fra et bedre udgangspunkt end de gjorde.
Sådan vil jeg gøre
Planen nu er at få en masse produkter online på webshoppen, primært inden for kostume-kategorien. Måden jeg gør dette hurtigst, billigst og nemmest er ved at starte med en dropshipping-løsning, hvor jeg henter produkterne direkte ind fra min leverandør, og så sender de selv varerne til kunderne.
På den måde kan jeg fokusere 100 % på at skabe den perfekte platform for salg af festartikler på webshoppen, og samtidig lave massiv markedsføring. Når jeg så har styr på dette, så udvider jeg med de andre varegrupper som jeg har planer om at ville sælge.
Og når det hele så fungerer med at sælge de mange produkter på platformen og få en masse kunder i butikken, så begynder jeg at købe varer ind på mit eget lager, og at sende nogle af varerne herfra stille og roligt. Ved at jeg selv er lagerførende får jeg naturligvis en bedre avance på produkterne, og dette vil så medvirke til at jeg har et højere dækningsbidrag, hvilket i sidste ende kan betyde at jeg har flere markedsføringskroner jeg kan bruge på at få en ordre ind.
Det bliver et spændende eventyr, og jeg håber at jeg kan opbygge en sund forretning inden svenskerne kommer. Ønsk mig held og lykke – det får jeg brug for.