Dennis sælger garn og ved intet om at strikke

26-årige Dennis Drejer er et godt eksempel på, hvordan man kan overtage en traditionel branche ved at disrupte den. Han startede på at sælge garn online, uden at vide noget som helst om at strikke. Det var helt utænkeligt for få år siden, hvor lokale hobbyforretninger sad på hele markedet.

Garn lyder ikke som en branche, unge mennesker kan finde på at kaste sig ud i. For det kræver stor erfaring med enten at strikke eller hækle, hvis man skal rådgive kunderne bedst muligt.

Alligevel anede Dennis Drejer intet om garn, da han startede Rito.dk for snart to år siden. Alligevel valgte han garn som omdrejningspunktet for sit eget iværksættereventyr, efter han havde været med til at starte webshoppen cykelpartner.dk op, der sælger cykler på nettet. Dem anede han heller ikke noget om, da han startede hos dem – og han ejede ikke en gang en cykel, de første fire år han arbejdede der.

Med sig fra Cykelpartner havde han en solid erfaring omkring online salg og markedsføring, samt en tro på, at produktet var ligegyldigt, når bare man kan finde ud af at sælge og markedsføre varen online.

Garn – er det ikke en mormorting?

Det kunne han – endskønt det krævede en større investering i garn, for at kunne blive i stand til at lære markedet at kende. I løbet af de første 25 dage landede der 100 ordrer. Det var imponerende, fordi garn normalt er noget, man traditionelt først køber, når man kommer op i mormor-segmentet og skal til at strikke og hækle til børnebørnene.

Men denne aldersgruppe var væsentlig mere klar til at handle online, end man ellers skulle forvente. Ser man på aldersfordelingen hos kunderne, er mange langt oppe i årene – flere er over 80 år – og så er der en del helt unge, nybagte mødre. De seneste år er flere og flere nemlig igen begyndt at hækle og strikke babytøj selv, i forbindelse med at de venter deres første barn.

Et stærkt eksempel på disruption

Disruption handler om at udfordre traditionelle brancher, ved at gentænke eller omdefinere deres salgskanaler, markedsføring og organisering ved hjælp af moderne, digital teknologi. Gode eksempler på dette er f.eks. Uber-appen, Skype og digitalkameraet, der lagde film-firmaet Kodak i graven.

Man kan roligt sige, at Dennis Drejer havde held til at disrupte den traditionelle handelsmodel for garn. Indtil for få år siden var det nemlig noget, der primært blev købt i de lokale hobbyforretninger, hvor ekspedienterne kunne rådgive og vejlede kunderne i butikken.

Men i takt med at flere og flere hobbyforretninger drejede nøglen om, måtte kunderne køre længere og længere efter garnet. Derfor var det oplagt for dem at handle på nettet og få sendt garnet direkte hjem til dem, frem for at skulle køre til den nærmeste storby.

Ikke at der ikke allerede var små garnbutikker, der var gået på nettet. Men udvalget var oftest begrænset til det forholdsvis lille udvalg, de havde på lager i butikken. Samtidig var prisen høj, fordi der stadig skulle betales husleje til en fysisk butik og forsendelsen var typisk Post Danmarks almindelige portosats.

Her havde Rito.dk stort set alt garn på lager og kunne holde både pris eller forsendelse nede på et lavere niveau, fordi der ikke var nogen fysisk butik – bare et kæmpe lager. Samtidig kunne de forhandle bedre forsendelsespriser hjem på grund af de mange pakker, som Rito sender hver måned.

Du kan læse mere om Dennis Drejer og hans erfaringer med salg og markedsføring på nettet på hans egen hjemmeside.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *